Asienkrisen

Asienkrisen var en finansiel krise i 1997 som påvirkede valuta-, aktiebørs- og andre priser negativt i flere asiatiske lande. Mange af landene tilhørte en gruppe lande, som gik under fællesbetegnelsen "tigerøkonomier", som beskrev den kraftige vækst, som flere asiatiske lande oplevede i begyndelsen af 1990'erne.

Starten på krisen kom den 2. juli 1997, da værdien på thailandske baht raslede ned. Krisen havde egentlig forflyttet sig til Sydøstasien efter at have ramt Sydamerika i 1994. Frem til juli lå værdien på bath på 25 per USD, men fra den ene dag til den anden faldt værdien på bath med 25 % i forhold til USD.

Blandt de lande, som blev værst ramt af krisen, var Indonesien, Sydkorea og Thailand. Men også lande som Hongkong, Malaysia, Laos og Filippinerne blev ramt. Kina, Indien, Taiwan og Singapore kom ud af krisen relativt uberørte.

Blandt de faktorer, som man efterfølgende har peget på som liggende til grund for Asienkrisen, var den hurtige ukontrollerede liberalisering af landenes økonomi. Mange af landene havde historisk fulgt en meget traditionel økonomisk politik, og økonomierne var isolerede fra verden omkring for at beskytte den hjemlige økonomi.

I slutningen af 1980'erne førte isoleringen til stagnation i økonomien, uden nyinvesteringer. Verdensbanken og IMF tilbød landene økonomisk hjælp, men med modkrav som blandt andet betød en åbnere økonomi.